Jurist

Møns Bank søger en jurist eller cand.merc.(jur.) – gerne nyuddannet – med ambitioner om at arbejde indenfor compliance og på sigt blive complianceansvarlig for banken.

De stadigt stigende regulatoriske krav og en betydelig vækst i bankens forretningsomfang gør, at vi har besluttet at opsplitte vores compliance-/risikofunktion i to selvstændige enheder. Vi søger derfor en jurist, som på sigt kan overtage rollen som ansvarlig for compliancefunktionen.

Primære ansvarsområder og arbejdsopgaver
Som compliancemedarbejder bliver du en del af compliance-/risikofunktionen og får derved mulighed for at opbygge erfaring og rutine i jobbet, inden du overtager det selvstændige ansvar for compliance-området, som bl.a. beskæftiger sig med:

  • Selvstændige compliancegennemgange af bankens forretningsområder.
  • Medvirken til at opbygge nye fremtidige standarder for og til styrkelse af bankens kontrolmiljø.
  • Medvirken til at sikre, at banken har metoder og procedurer, så gældende lovgivning, politikker, interne forretningsgange, standarder mv. overholdes.
  • Bidrage til udarbejdelsen af den overordnede risikovurdering af banken.
  • Udarbejdelse af arbejdsplaner, årshjul for compliance samt rapportering til bankens bestyrelse.
  • Yde støtte og vejledning til bankens medarbejdere.

Den rette ansøger                                                 
Vi vil lægge vægt på følgende:

  • Du er teoretisk velfunderet og har gerne kendskab til lovgivningen indenfor finansielle virksomheder
  • Du er analytisk og udtrykker dig klart i skrift og tale.
  • Du er i stand til at arbejde både selvstændigt og indgå i arbejdsgrupper.
  • Du er en dygtig formidler, der formår at kommunikere dit arbejde til stakeholders og kolleger, som skal omsætte og overholde kravene i hverdagen.

Vi forventer, at du er ambitiøs og arbejder struktureret og resultatorienteret samt trives med at vurdere processer og kontroller ud fra analytiske og risikobaserede synsvinkler. Du er god til at forholde dig kritisk til dit arbejde og formår samtidig at være pragmatisk og løsningsorienteret.

Vi tilbyder
Du kan se frem til en spændende og udfordrende hverdag i en velfungerende bank, der lægger stor vægt på, at der er orden i tingene. Du får stor indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet og udviklingen af dit arbejdsområde i et uformelt miljø, hvor det faglige niveau er højt.

Som compliancemedarbejder vil du have en bred berøringsflade til alle i banken, herunder bankens direktion og bestyrelsen. Du vil dermed få et unikt indblik i bankens forretningsmodel og kravene til at drive pengeinstitut i Danmark.

Læg dertil:

  • En åben og inspirerende samarbejdsform og et arbejdsmiljø, der er karakteriseret ved frihed til ansvar.
  • En lønpakke, der bl.a. indeholder pensionsordning, sundhedsforsikring, tandforsikring, 6 ugers ferie, 5 omsorgsdage og mulighed for hjemmearbejde.
  • Hertil kommer gode muligheder for relevant videreuddannelse.

Du er velkommen til at kontakte Compliance- og risikoansvarlig Kim Andersen på tlf. 29 33 72 60, hvis du vil vide mere om jobbet og vores forventninger.

Ansøgning og CV
uploades til HR-chef Susanne Bille Jensen på www.moensbank.dk/upload snarest muligt - vi holder løbende samtaler og glæder os til at høre fra dig.

Fakta om Møns Bank A/S
Møns Bank blev etableret i 1877 og er dermed en af landets ældste. Vi er ca. 110 engagerede medarbejdere, der servicerer bankens ca. 22.000 kunder. Spredningen på erhverv/privat er nogenlunde fifty/fifty.

Vores særkende er en stærk forankring i de lokalområder, vi arbejder i. Vi er en lokalbank, som vægter den personlige betjening og stærke relationer til kunderne højt. Denne tilgang præger hele vores organisation og er en stor del af årsagen til, at Møns Bank gennem årene har fået fortsat flere kunder via anbefaling fra bankens eksisterende kunder.

Læs mere om banken.