IT-projektleder – få en hverdag hos vores kunder i Grønland

Er du klar på et nyt eventyr? Og vil du have en hverdag i Grønlands smukke natur blandt høje fjelde og udsigt til fjorden?

Bliv IT-projektleder i Magenta. Her kommer du til at udvikle dig fagligt, når du hjælper vores kunder med at drive IT-projekter, der skaber værdi.

”Uanset om du hjælper vores kunder i Nuuk eller kommer ud med helikopter og fly til andre steder i Grønland – så får du nogle oplevelser, du aldrig glemmer,” fortæller direktør i Magenta Grønland, Bent Handberg.

Velkommen til Magenta

Vi er Nordens største open source-virksomhed, og fra vores kontorer i Aarhus, København og Nuuk leverer vi IT-løsninger til både det private og det offentlige i Danmark og Norden.

Du får 3 kolleger, der arbejder i Nuuk som IT-projektledere, ligesom dig. Størstedelen af vores tid tilbringer vi ude hos kunderne. Men som team er vi der for hinanden og bakker hinanden op over mail, telefon og møder, når det passer ind. Læs mere om os her.

Led IT-projekter og få dem til at leve

Du får din hverdag ude hos vores kunder, som især tæller Selvstyret og Grønlands kommuner. Her fungerer du som deres IT-projektleder på en række forskellige projekter – til at starte med vil det især være ESDH-systemer til elektronisk sags- og dokumenthåndtering.

”Du kommer til at prøve kræfter med management consulting. Det vil sige, at du ikke bare fungerer som kundens IT-projektleder, men også deres rådgiver,” uddyber Bent.

Projekterne er alsidige, og derfor er det forskelligt, hvornår du træder til. Nogle gange er du med i projektets flow fra start til slut, andre gange er du med i slutfasen.

Afhængigt af projektet kommer du bl.a. til at:

  • Afklare kundens behov og undersøge markedet for de rigtige leverandører
  • Hjælpe kunden med at lave udbud og kontraktforhandlinger
  • Overlevere krav til leverandørerne og sikre, at de lever op til deres aftaler
  • Sikre, at kunden er klar til overgangen til det nye system, fx ved at lave implementeringsplaner, facilitere undervisning og coache ledere
  • Løbende følge op på, at løsningen bliver forankret og skaber værdi ude hos kunden.

Mange oplevelser – i naturen og kulturelt

Er du ikke bosiddende i Grønland i forvejen, står vi klar til at hjælpe dig på plads – fx ved at finde bolig og sikre en god flytning herop.

Samtidig kan du se frem til at bo i en spændende by med mange kulturelle tilbud, fx biograf, kunstmuseum, et rigt cafeliv samt mulighed for at spille håndbold, gå til crossfit, svømning etc. Du kan også dyrke lystfiskeri, sejlads eller tage på skiture i de smukke landskaber. Mulighederne er mange.

Dygtig projektleder med teknisk viden

Som person er du dygtig til at kommunikere med forskellige kunder og leverandører og formidle tekniske emner på en let forståelig måde. Du forstår samtidig at skabe gode relationer til kunden og har let ved at indgå i deres hverdag.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • Har erfaring med at lede og koordinere IT-projekter fra start til slut
  • Har en god forståelse for IT-teknologier
  • Ideelt set har viden om, og erfaring med implementering af ESDH-systemer – fx GetOrganized – men det er ikke et krav
  • Har gode interkulturelle evner og lyst til at lære mere om den grønlandske kultur
  • Muligvis er certificeret i projektledelse som PMP eller PRINCE2, men det er ikke et krav.

Nysgerrig?

Så send os din ansøgning og dit CV til apply@magenta.dk hurtigst muligt. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør i Magenta Grønland, Bent Handberg på +45 54 31 11 81 eller +299 556 675.

Vi glæder os til at høre fra dig.


Magenta har arbejdet med open source-teknologier siden 1999. Vi udvikler løsninger inden for web, grunddata, samarbejdsværktøjer, ESDH, design og integration mellem fagsystemer til primært større offentlige institutioner. I dag er Magenta blandt de største danske kommercielle open source-leverandører. I efteråret 2017 etablerede Magenta virksomhed i Grønland. Målet er at udbrede gode open source-løsninger til selvstyret og til de grønlandske kommuner og virksomheder.

Leverancemodel til agil it-udvikling - sådan arbejder vi​
Kontaktperson

Bent Handberg

Bent Handberg
Direktør Magenta Grønland
bh@magenta.dk
+299 556 675 / +45 54 31 11 81