Proaktiv og dedikeret sagskoordinator til Nordicals København

Vil du være med til at understøtte ejendomsrådgivere hos en af ejendomsbranchens største og mest kendte erhvervsmæglere? Og vi du være med til at bidrage til et fagligt stærkt miljø, hvor kvalitet og leverancesikkerhed har høj prioritet?

Som vores nye sagskoordinator tilbyder vi dig at blive en vigtig del af vores succesfulde salgs- og udlejningskontor med fokus på Københavns Vestegn. Du vil samtidig få mulighed for at supportere vores stærke Capital Markets afdeling fra hovedkontoret i København.

 

Om jobbet
Vi søger en ny kollega, som brænder for at arbejde i den professionelle danske ejendomsbranche og som interesserer sig for at håndtere og koordinere sagsgangen ved salg- og udlejning af erhvervsejendomme.

Vi tilbyder dig en af branchens bedste muligheder for at blive en vigtig og integreret del af salgs- og udlejningsprocessen og samtidig opnå indblik i hvad det kræver, at levere ind til selv de mest komplekse ejendomstransaktioner.

Helt konkret bliver dit ansvar med kvalitet og effektivitet for øje, at: 

  • Udarbejde salgs- og udlejningsoplæg
  • Klargøre formidlingsaftaler
  • Udarbejde salgs- og lejeopstillinger
  • Bidrage til udarbejdelse af erhvervslejekontrakter og købsaftaler
  • Servicere og koordinere med kunder og samarbejdspartnere pr. telefon og e-mail
  • Supportere ved større salgssager og sager med tilbudspligt
  • Løse øvrige administrative opgaver

Vi tilbyder dig en dagligdag med spændende og varierede opgaver samt gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Du kommer med afsæt fra kontoret i København til at arbejde tæt sammen med vores afdeling i Herlev, men du vil også få en tilknytning til vores Capital Markets afdeling i København. Din evne til at samarbejde og styrke din faglighed gennem arbejdsomhed, interesse og positive indstilling til at løse forskelligartede opgaver bliver nøglen til din succes hos os.

Stillingen er en fuldtidsstilling med arbejdstid mandag til fredag fra vores hovedkontor i København.

 

Om dig vores nye kollega
Som person forventer vi, at du sætter en ære i at være fagligt dygtig, har solide koordinerings- og samarbejdsevner og at du hellere griber telefonen end tastaturet, for effektivt at kunne løse dine opgaver i samarbejde med mæglerne og øvrige kollegaer.

Du kan hurtigt sætte dig ind i nye opgaver og problemstillinger, og det falder dig naturligt at have en proaktiv og engageret tilgang til dine opgaver og ansvarsområder. Du er kvalitetsbevidst, arbejder struktureret samt har øje for detaljerne, selv når tingene går stærkt.

Du forstår at sætte kunden i centrum, respekterer det gode samarbejde og styrken i at have fagligt stærke kollegaer. Samtidigt motiveres du af at specialisere dig og gå i dybden for at tillære dig de faglige færdigheder der skal til, for at du over tid bliver blandt de dygtigste i ejendomsbranchen.

Dine kvalifikationer:

  • En relevant uddannelse, f.eks. akademiuddannelse i finansiel rådgivning, EA-uddannelse eller en professionsbachelor
  • 1-3 års relevant erhvervserfaring fra f.eks. ejendomsmægler, administrator, bank, realkreditinstitut, advokat eller revisor.
  • Gerne kendskab til ejendomsmarkedets termer, processer og aktører inden for erhvervsejendomme
  • Gerne kendskab til lovgivningen vedrørende erhverv- og boligleje
  • Et velformuleret og perfekt dansk i skrift og tale
  • Rutineret bruger af MS-office pakken, herunder excel
  • Gerne kendskab til it-branchesystemer som f.eks. C&B, Domidont eller tilsvarende

 

En kultur der er værd at være en del af

Nordicals København er en moderne virksomhed med ca. 40 ansatte, bestående af dygtige fuldtidsansatte og ambitiøse studiemedhjælper. Vi er et af de førende rådgiver- og mæglerhuse i København og Hovedstadsområdet, som rådgiver om ejendomstransaktioner, udlejninger og vurderinger for aktører i ind- og udland. Vi er ambitiøse i vores mål, faglige i vores udførelse og dedikerede i vores indsats – drevet af i fællesskab at skabe værdi for vores kunder. For at trives hos os, er det derfor vigtigt, at du kan genkende dig selv i disse rammer. 

Vi tilbyder dig en udviklende stilling, hvor der er mulighed for at komme helt tæt på den professionelle ejendomsbranche, og hvor du får et arbejdsliv med spændende udfordringer og ansvar. Du bliver en del af et positivt og dynamisk arbejdsmiljø med en uformel og imødekommende omgangstone. Vi giver plads til både dig og den gode idé, og der værnes om det menneskelige nærvær og stærke sociale samvær på tværs af hele organisationen.

 

Yderligere informationer

Kan du se dig selv som vores nye sagskoordinator, så vil vi meget gerne høre fra dig.

Vi holder løbende samtaler med egnede kandidater, så send os din ansøgning med CV og øvrige relevante papirer hurtigst muligt til karriere@nordicals.dk.

Fortæl os, hvorfor du vil arbejde for os, og hvordan du kan bidrage til den fortsatte succes i en af ejendomsbranchens førende mæglervirksomheder.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte: Anna Louise Normand, COO, på telefon 3364 6515 eller på aln@nordicals.dk

Alle henvendelser behandles fortroligt.

 

Nordicals København A/S. Du kan læse meget mere om os på nordicals.dk/vest eller på nordicals.dk/kbh og om vores internationale samarbejdspartner Savills på savills.com.

 

Til top