Senior Finance Business Partner i Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO)

Motiveres du af at forbinde finans og forretning, og ønsker du samtidig at være en del af en international finansiel organisation, der fremmer grøn omstilling og vækst i Danmark? Så er rollen som Senior Finance Business Partner hos EIFO den ideelle mulighed for dig. 
 

Sæt den finansielle agenda i EIFO 

I EIFO søger vi en Senior Finance Business Partner, som vil være med til at tage vores Business Finance-afdeling til næste niveau ved at skabe indsigt i og opfølgning på den finansielle udvikling i tæt dialog og samarbejde med vores forretningsområder. Du vil blive en del af et team på syv personer og primært dække vores Investment-forretningsområde, men forventes også at bidrage til afdelingens opgaver for Large Corporates og SME. 

Dine primære ansvarsområder vil være følgende: 

  • Løbende følge den finansielle udvikling i EIFO til brug for ledelsesrapporter og beslutningsmateriale 
  • Støtte og udfordre forretningen for at sikre, at dens strategier stemmer overens med de finansielle mål 
  • Udvikle og optimere finansielle modeller og analyser for at forbedre ledelsens grundlag for beslutninger og strategisk planlægning 
  • Bidrage til udarbejdelse og opfølgning på budgetter, forecasts og økonomiske mål 
  • Samarbejde tæt med andre interne afdelinger, herunder regnskab, risikostyring og treasury, for at løbende forbedre vores ledelsesinformation 
     

Din profil  

Vi forestiller os, at du: 

  • har minimum et par års erfaring indenfor Finance Business Partnering, gerne fra en kapitalfond eller lignende 
  • har erfaring med strukturering af store datasæt og udarbejdelse af ledelsesrapporter 
  • er aspirerende, vedholdende og resultatorienteret 
  • er en dygtig kommunikator som forstår at samarbejde med mange forskellige afdelinger og kollegaer samt komfortabel med at bidrage konstruktivt i dialogen med den øverste ledelse 
  • er åben, imødekommende og fokuseret på at skabe den bedste arbejdsplads med plads til udvikling og nye ideer 
  • har en relevant videregående uddannelse som HD, cand.merc. eller cand.polit. 

Hvis du har kendskab til softwareprogrammet eFront samt praktisk forståelse for arbejdet med alternative investeringer, vil det være en fordel. 
 

Vi tilbyder 

En spændende stilling i en nyetableret organisation, med betydelig mulighed for at drive udviklingen og etablere standarden for Business Finance i EIFO. Du vil blive en del af en vidensbaseret og resultatskabende statslig finansiel virksomhed, der bygger på engagement, faglighed og troværdighed. Hos os finder du en arbejdsplads, der understøtter kontinuerlig læring og vækst i alle aspekter. Du vil få stor indflydelse på indholdet i dit arbejde og planlægningen af din arbejdsdag.
 

Lyder jobbet som noget for dig? 

Så upload din ansøgning og dit CV via ansøgningslinket hurtigst muligt og senest den 15. maj 2024. Der vil løbende blive afholdt samtaler. 

Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Lars Holm på +45 25 10 47 17. 

EIFO opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold. Vi ser frem til at høre fra dig! 
 

Om Danmarks Eksport- og Investeringsfond 

Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) er danske virksomheders fælles indgang til risikovillig statslig finansiering. Vi har et samlet forretningsomfang på omkring 150 mia. kr. og godt 500 medarbejdere. Med professionalisme og internationalt udsyn arbejder vi hver dag for at understøtte de erhvervssucceser, der kan gøre Danmark rigere på det, der gør en forskel. EIFO er Danmarks nationale erhvervsfremmende bank, investeringsfond og Danmarks officielle eksportkreditinstitut i én og samme finansielle institution. 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Kontaktperson:
Lars Holm Head of Business Finance & Business Analysis lah@eifo.dk +45 25 10 47 17
Frist:
Jobområde: Finance
Stillingstype: Fuldtid
Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Haifagade 3, 2150 Nordhavn
Telefon: 70 28 60 50