To studenter med stærke videofærdigheder søges

Vil du fortælle historier, der gør en forskel for udsatte børn og voksne både i Danmark og ude i verden? Er du kreativ og driftsstærk i dit video-håndværk? Og vil du være en del af et socialt og ambitiøst kommunikations-team? Så skal du søge stillingen som student i kommunikationsafdelingen i Røde Kors.

Vi søger lige nu to studenter, der har værktøjskassen i orden, når der skal filmes og klippes video, der understøtter Røde Kors’ arbejde og kommunikation. 

Hvad forventer vi af dig?

  • Du er i gang med at uddanne dig indenfor kommunikation eller journalistik. Måske har du et par år tilbage af din uddannelse.
  • Du er helt tryg ved selv at filme og klippe video, og du er frisk på, at det bliver din primære opgave.
  • Du er ikke bange for at tage ansvar og har mod på at producere en masse forskellige videoformater. 
  • Du har hands-on erfaring med videoproduktion og kendskab til den kommunikationsfaglige og journalistiske værktøjskasse.
  • Du arbejder selvstændigt, struktureret og ansvarsfuldt med dine opgaver.
  • Du er serviceminded og ikke bleg for at bidrage til forskellige andre driftsopgaver.
  • Det er en fordel men ikke et krav, hvis du også har mod på at lave mindre artikler og tekstarbejde.

Hvad får du hos os?
Du får indsigt i hele paletten af kommunikationsarbejdet i verdens største hjælpeorganisation. 

  • Du får mulighed for at komme rundt i Danmark på opgaver, da mange af vores aktiviteter foregår ude i vores lokale afdelinger rundt om i landet.
  • Du får masser af frihed under ansvar til at følge dine egne videoprojekter til dørs, tænke kreativt og udvikle.
  • Du får mulighed for at styrke dine kommunikative rådgiverevner, da du kommer til at have direkte dialog med mange forskellige fagligheder i organisationen, når du skal hjælpe dem med videoindhold.
  • Du får mulighed for at være en del af store kampagner og kommunikationsindsatser, hvor vi løfter i flok og udvikler indhold, der gør en forskel.

Hvad bliver du en del af?
Du bliver en del af vores Engagementteam på 16 personer med forskellige fagligheder indenfor journalistik og kommunikation. Vores team har let til grin, højt humør og en meget uformel tone i det daglige. Som student bliver du automatisk en del af vores studenter/praktikant-fællesskab, der jævnligt arrangerer sociale arrangementer, og vi holder selv team-dage og fredagsbarer, når vi kan slippe afsted med det. Vi vil noget med vores fag, og du kan som student forvente at få et stort ansvar og en stor kontaktflade i organisationen. Organisatorisk indgår du i Kommunikationsafdelingen, som er en del af Røde Kors’ landskontor - en stor og professionel organisation med ca. 200 medarbejdere på Østerbro midt i København. Her arbejder vi med presse, public affairs, foreningskommunikation, branding, skoletjeneste og digitale medier.

For nærmere information
Har du spørgsmål til stillingen, opfordrer vi dig til at kontakte Engagementschef Signe Reeholm på +45 2617 3982 eller siree@rodekors.dk.            

Ansøgningsfrist        
Ansøgning med CV sendes senest mandag den 13. maj kl. 9.00. Samtaler afholdes løbende.   

Stillingerne er med opstart torsdag d. 1. august.

Om Røde Kors
Røde Kors er verdens største humanitære hjælpeorganisation. I 150 år har vi givet førstehjælp til nødstedte uden at skele til religion, etnicitet eller politisk overbevisning. I dag er vi ca. 34.000 frivillige i Røde Kors i Danmark og vi er til stede i nogle af verdens mest sårbare konfliktramte lande. Vi er altid til stede og sikrer, at hjælpen kommer ud der, hvor den gør allermest gavn. Sammen gør vi en verden til forskel.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven

Røde Kors

Røde Kors er altid til stede. Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. I Danmark skaber vi fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv.

Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.

Vi er verdens største humanitære organisation med 11 millioner frivillige i 191 lande. Vi er en del af dit lokalsamfund, uanset hvor du bor. Med din hjælp kan vi altid være til stede, når der er brug for os.
Frist:
Kontaktperson:
Signe Reeholm Engagementchef +45 2617 3982
Jobområde: Kommunikation
Jobtype: Deltid
info@rodekors.dk
+45 35 25 92 00
Røde Kors
Blegdamsvej 27
2100 København Ø
CVR: 20700211