Ejendomsadministrator

Hos Lund Elmer Sandager er vi mere end et advokatfirma. Vi mener, at forretning ikke er noget, der sker mellem virksomheder. Det sker mellem mennesker. Og vi tror fuldt og fast på, at dét, der adskiller os fra andre advokathuse, er vores medarbejdere. Som hver og én tænker i løsninger. Som tror på, at tillid og tilgængelighed ikke er slidte fraser, men fundamentet for samarbejde.
Jobopslag
Ejendomsadministration

Din mission

Som den erfarne og engagerede ejendomsadministrator, som du er, vil du komme til at varetage en portefølje af foreningsejendomme, der både omfatter ejerforeninger og andelsforeninger. Du varetager dine porteføljer selvstændigt i hele processen fra start til slut med fokus på ordentlighed. Du har den direkte kontakt til bestyrelser og beboere, og du får rig lejlighed til selvstændig sagsbehandling og gode muligheder for løbende udvikling af dine kompetencer.

Du bliver en del af et team bestående af seks ejendomsadministratorer, to assistenter og én ejendomsadministrationschef, hvor alle er yderst kompetente og har mange års erfaring inden for ejendomsadministration. Du har i høj grad mulighed for at forme din stilling og dine opgaver i bevægelse med vores kunder og markedet – mere end, at du skal passe ned i et bestemt format. Du vil sparre med vores juridiske team indenfor fast ejendom, og sammen med dine ambitiøse kollegaer er du med til at sikre, at det er sjovt at gå på arbejde.

Dine kernekompetencer

Du har erfaring med administration af ejer- og andelsboligforeninger, og du har arbejdet selvstændigt med ejendomsregnskaber. Du trives med at løse problemstillinger på alle niveauer, du kan skabe og fastholde relationer, og du motiveres af, at dine beslutninger betyder noget for mennesket på den anden side.

Fagligt skal der være en ligelig fordeling mellem at gøre det rigtige og gøre det rigtigt: At du kan identificere de rigtige behov, men også sikre, at det bliver omsat korrekt, og dette forudsætter, at du har en grundig forståelse for kundens behov. Du sætter kvalitet i dit arbejde højt, du trives med en travl hverdag med fantastiske kollegaer og mange forskellige spørgsmål og opgaver, og du indgyder tryghed og sikkerhed hos kunderne.

Desuden er det vigtigt, at dine kompetencer er kombineret med, at du er imødekommende, har en positiv holdning og et naturligt servicegen. Du får energi af at være en del af et team og sætter pris på et godt kollegaskab, hvor vi løfter i flok. Samarbejde er omdrejningspunktet for alt, hvad vi foretager os, både i teamet og i samarbejdet med resten af LES.

At arbejde hos LES

Alle vil have fat i de bedste medarbejdere. Det er ikke nogen hemmelighed. Det vil vi også.

Men vi vil ikke have hvem som helst. Vi vil have dig, der passer ind.

Som værdidrevet advokathus er det altafgørende, at vi passer på vores værdier, og på hinanden. Det kan vi kun gøre, når du passer ind. Fagligt. Menneskeligt. Og kollegialt. For os er det nemlig det, der gør, at vi kan være en progressiv og moderne arbejdsplads med plads til kolleger, uanset hvor de er i livet.

Samlet om forskelligheder

At passe ind handler ikke om at være ens. Det handler om at være samlet om vores forskelligheder.

Med mere end 100 dygtige kolleger i ryggen får du en arbejdsplads, hvor specialisten og all-rounderen sidder dør om dør. Hvor vi kender vores stolte historie – så vi kan skrive vores fremtid sammen.

Vores medarbejderkultur hviler på tre ben

Pas ind

Den rigtige teamsammensætning.
Den rigtige kultur.
De rigtige kolleger.

Pas til

Ambition, faglighed og personlighed går hånd i hånd.
Du passer nemlig på sagen, hvis sagen passer til dig.

Pas på

Vi passer på hinanden, vores værdier og vores hus. Ikke af frygt, men af lyst til at skabe et videnshus, der bygger på de stærkest mulige juridiske kompetencer og de bedste mennesker.

Hvad ellers?

Vi håber, at du har fået svar på dine spørgsmål og føler dig motiveret til at blive en del af LES. Hvis du har spørgsmål til stillingen, så kontakt ejendomsadministrationschef Peter Wossler på pwo@les.dk.

Vi vil gerne lære dig at kende og høre om, hvad du er særlig stolt af. Derfor håber vi, at du vil dele så meget relevant information med os som muligt. Vi har ikke behov for en motiveret ansøgning, men vi vil gerne have et par sætninger om, hvorfor du søger netop denne stilling hos os.

Vi afholder løbende samtaler med kandidater, så send dit CV hurtigst muligt til job@les.dk.

Vores kontor ligger centralt i København på Kalvebod Brygge 39-41, 1560 København V i nærheden af både tog, metro og gode cykelstier.